Sophie Løhde

Politisk ordfører og medlem af Folketinget for Venstre

Socialdemokrater sår unødvendig frygt for motorvej

Bragt i Frederiksborg Amts Avis 26. marts 2019

Der er ingen grund til at gøre borgerne bekymrede for, om der er en motorvej på vej fra Ballerup C til Hillerødmotorvejen.

Det forsøger udvalgsformand for Socialdemokratiet i Furesø Kommune, Lene Munch-Petersen, ellers at gøre 18/ 3 her i avisen, hvor hun bl. a. siger, at hun »frygter«, at der er planer om at gøre strækningen fra Sortemosevej til Hillerødmotorvejen til »en 4-sporet motorvej«.

Jeg vil gerne en gang for alle slå fast, at der IKKE er planer om at bygge en 4-sporet motorvej hele vejen fra Ballerup til Hillerød, så Munch-Petersens kan sove roligt om natten og pakke sine konspirationsteorier væk. Der er derimod planer om at bygge en firesporet byvej mellem Sortmosevej og Hillerødmotorvejen.

Kompliceret projekt
Når Transportministeriet skønner, at det vil koste 900 mio. kr. at udbygge Ring 4 mellem Ballerup C og Hillerødmotorvejen, hænger det alene sammen med, at der er tale om et kompliceret og bynært projekt. Der er ingen fordækte skuffeplaner om pludselig at bygge en motorvej i stedet for en byvej.

Det lugter ærlig talt af, at Socialdemokratiet forsøger at aflede opmærksomheden fra, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har indgået en historisk trafikaftale til mere end 112 milliarder kr.

En gammel drøm
Aftalen betyder, at vi i Nordsjælland endelig kan se frem til at få gennemført nogle af de store infrastrukturprojekter, som vi har drømt om i mange, mange år. Det gælder f.eks. udvidelsen af Hillerødmotorvejen og færdiggørelsen af Frederikssundmotorvejen.

Borgerne i Nordsjælland kan dermed se frem til mere plads på vejene - hvis ellers vel at mærke, at der bliver et borgerligt flertal efter det forestående valg til Folketinget.

Socialdemokraterne vil nemlig hellere bruge penge på en dyr jernbanebro over Vejle Fjord, og dermed har de ikke penge til at finansiere flere af de vejprojekter, som vi i regeringen ønsker at gennemføre for at reducere trafiktrængslen og bilkøerne i bl.a. hovedstadsområdet.

Aftalen betyder, at vi i Nordsjælland endelig kan se frem til at få gennemført nogle af de store infrastrukturprojekter, som vi har drømt om i mange, mange år.