Om Sophie Løhde

10 års lokal, regional og landspolitisk erfaring
Sophie blev i 2001 valgt som Danmarks yngste amtsrådsmedlem, da hun som 18-årig blev valgt ind Frederiksborg Amt. Her repræsenterede hun Venstre som bl.a. næstformand for Uddannelses-, Erhverv- og Kulturudvalget, og senere som formand for Psykiatriudvalget.

I 2005 blev Sophie valgt ind som kommunalbestyrelsesmedlem i den nye Rudersdal Kommune, ligesom hun ved samme valg blev valgt ind som regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden.

Folketingsmedlem for Nordsjællands Storkreds
I 2007 blev Sophie valgt ind i Folketinget for Nordsjællands Storkreds. Efter valget blev Sophie Løhde bl.a. partiets Kommunalordfører, Forebyggelsesordfører, Psykiatriordfører og SU-ordfører.

I 2011 blev Sophie Løhde genvalgt til Folketinget. Hun blev for anden gang valgt med næstflest personlige stemmer på Venstres liste, kun overgået af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Sophie Løhde er nu Venstres Sundhedsordfører, samt medlem af Kommunaludvalget, Europaudvalget, Europarådet og Færøudvalget.

Med rødderne og fødderne plantet

Sophie har både rødderne og fødderne plantet i Nordsjællands Storkreds. Hun er fx født og opvokset som fjerde generation i Birkerød, hvor også hendes mor - Karin Løhde – har været borgmester for Venstre. I dag er det dog alene Sophie, der bærer familie-efternavnet videre i politik.

Hendes mangeårige lokale- og regionalpolitiske engagement har givet hende et solidt kendskab til de Nordsjællandske kommuners forskellige styrker og kvaliteter.

Som lokalt folketingsmedlem for Nordsjællands Storkreds er Sophie løbende rundt til lokale møder og virksomhedsbesøg.

Privat
Sophie er 28 år gammel, årgang 1983. Alligevel besidder hun mere end 9 års politisk erfaring.

Hun er født og opvokset i Birkerød, og bor i dag sammen med sin kæreste på en lille gård, omgivet af marker og larmende stilhed.

I sin fritid nyder hun at have tid til familie og venner samt komme en tur i haven, gå en tur i skoven og lave mad. Når den dårlige samvittighed melder sig på banen forsøger hun at holde sig i form med en løbetur i det fri.

Uddannelse
Sophie Løhde er sproglig student fra Frederiksborg Gymnasium i Hillerød. Sideløbende med sit politiske arbejde har hun desuden læst HA(kom.) på Copenhagen Business School på Frederiksberg, hvor hun blev bachelor i 2007.

Erhvervserfaring
Sophie Løhde er i dag bestyrelsesmedlem i Frederiksborg Linnedservice A/S for Berendsen.

Tidligere har hun bl.a. arbejdet som projektkonsulent for Kristiansen Strategy, ligesom hun igennem en årrække har arbejdet som politisk assistent for folketingsmedlem og fhv. borgmester, Michael Aastrup Jensen.

Desuden har hun arbejdet som plejehjemsassistent ved Rikke Marie Hjemmet, og som salgsassistent for Plaza Ure & Smykker A/S.

Se flere af mine billeder på flickr
Deltag i diskussion med mig
Hvis du gerne vil holdes opdateret og deltage i diskussionerne, så find mig ved hjælp af ikonerne her i bunden.