Uacceptabelt med patienter på gangene på sygehusene

Den massive overbelægning på de medicinske afdelinger i Nordsjælland er helt uacceptabel. Det er simpelthen uværdigt, at patienter bliver henvist til en seng på gangen eller i et depotrum. Det kan og skal vi gøre bedre.

I valgkampen i 2011 lovede Helle Thorning (S) ellers, at det skulle være slut med patienter på gangene, ligesom Socialdemokraterne lovede at de ville reducere belægningsprocenten med 1 procentpoint pr. år. Det er ikke sket. Patienterne har heller ikke set skyggen af den 1.000.000.000 kr. ekstra om året, som Socialdemokraterne lovede til de medicinske patienter. De har i stedet fået sølle 50 mio. kr., som i år skal deles mellem landets 98 kommuner og 54 offentlige sygehuse.

Det sætter unægteligt Helle Thornings nye luftige løfter i relief. I 4 år har S ikke været i stand til at leve op til deres løfter, og nu udsteder de en masse nye. Det taler for sig selv.

Den massive overbelægning på de medicinske afdelinger på sygehusene er altså endnu et klokkeklart løftebrud fra Socialdemokraterne.

Vi skal løfte vores fælles sundhedsvæsen. Det vil Venstre. I år foreslår vi for eksempel at investere en milliard kroner ekstra i sundhedsvæsnet. Det er dobbelt så meget som Socialdemokraterne foreslog. Samtidig vil Venstre iværksætte en handlingsplan for den ældre medicinske patient, så vi kan gøre noget ved den helt uacceptable overbelægning på sygehusene.

Vi kan ikke love, at vi kan trylle alle problemer væk på 12 minutter. Til gengæld lover vi, at vi i Venstre ikke siger en ting før valget, for bagefter at gøre det stik modsatte.