Statsstøttet kjolebytte

Har du nogensinde lånt din plæneklipper til naboen? Har en veninde lånt dig en kjole til festen? Låner alle i ejerforeningen Sørens slagboremaskine, så I kan bore i betonvæggene? Hvis ikke du kan svare ja til ovenstående spørgsmål, kan du sikkert nævne andre eksempler på, at du og dine venner og familie låner ting af hinanden en gang imellem. Sådan gør vi jo. De fleste er ret hjælpsomme, og de fleste vil gerne gøre noget for hinanden.

Til gengæld vil det nok være en overraskelse for de fleste, hvis de skulle have statsstøtte for at finde ud af at låne af eller låne ud til hinanden. Jeg forestiller mig i hvert fald, at danskerne stadig kan hilse på hinanden og tale sammen, uden at den formynderiske Big Mother skal holde os i hånden.

Overformynderen i denne sammenhæng er miljøminister Ida Auken (SF). Hun har ikke uden stolthed lavet et nyt tiltag, som på Miljøministeriets hjemmeside præsenteres under overskriften ”Cykelbiblioteker og grønne ildsjæle på finansloven”. Hvor får hun den slags fra? Det afsløres lidt senere: ”Miljøminister Ida Auken og Enhedslisten har nu lavet en aftale om, hvilke konkrete områder pengene skal gå til”.

Men hvad er det så pengene skal gå til, og hvor meget drejer det sig om? Jo, det drejer sig om ikke mindre end 16 millioner kroner, der skal støtte borgere, der vi leje eller låne ting af hinanden.

”Dem vil vi gerne hjælpe i gang. Det kan for eksempel være et værktøjsbibliotek eller en kjoleudlejning. I fremtiden vil flere af os låne og leje os frem i stedet for, at vi alle partout skal eje samtlige typer haveredskaber eller et skab fyldt med balkjoler,” siger miljøministeren.

16 millioner kroner! Jeg er egentlig af den opfattelse, at økonomien har det lidt svært, og så vil regeringen og dens støtteparti bruge en lille formue på noget, som danskere har gjort i generationer uden at få en økonomisk påskønnelse af statskassen.

Jeg er da helt klar over, at der er væsentlige politiske forskelle mellem miljøministeren, den øvrige venstrefløj og så mig, men derudover forstår jeg ganske grundliggende ikke, hvorfor man vil tage ansvaret fra folk. Hvad det er for en tanke, der gør, at man ved en hver given lejlighed vil have staten ind over for at ændre noget. ”If it ain’t broke, don’t fix it”, som man siger på nydansk.

Hvis jeg vil låne en kjole eller en boremaskine, er det min faste overbevisning, at jeg kan stikke hovedet over hækken eller fatte mobilen frem for at gå ned i et statsfaciliteret låne-supermarked, der skal have millioner i støtte, for at mennesker kan tale med hinanden. Jeg kunne jo lige så godt gå i statskassen og hæve en ”lånecheck” på et par hundrede kroner, hver gang jeg låner en rive ud.

Og skal det endelig ”professionaliseres” lidt, tror jeg faktisk godt, at det kan lade sig gøre, uden at en miljøminister vil fratage danskerne både ansvar og initiativ. Fx er der for nyligt i Jægersborggade på Nørrebro i København åbnet en kjolebyttecentral, Resecond. For et månedligt abonnement kan du komme med din kjole og bytte den med én af de andre kjoler i Resecond. Og indehaveren har fået den fine idé helt uden, at en minister har skullet tage initiativ til det.

Jeg hylder det private initiativ og den gode idé, uden en minister tager ansvaret for det. Og ministerens idé er jo heller ikke særlig god.