Sophie solgt for 5050 kroner

Auktion gav god støtte til Familier med kræftramte børn
På en auktion til fordel for Familier med kræftramte børn (FMKB) er en arbejdsdag med Sophie Løhde blevet solgt for 5050 kroner. Det er det højeste beløb, der er blevet budt for en enkelt person, og det glæder hovedpersonen.

- Det er dejligt. Jeg sagde inden, at jeg gerne vil sælges dyrt, så der kunne komme mange støttekroner ind, og det er gået bedre, end jeg havde turdet håbe på. Jeg er meget glad for, at Familier med kræftramte børn med deres auktioner har fået så mange penge i kassen, og jeg er godt tilfreds med, at jeg har kunnet bidrage til at få det samlede beløb op, siger Sophie Løhde

Stor tak fra FMKB
I FMKB er man også meget tilfredse med auktionen.

- Det er en stor fornøjelse at vores auktion har indbragt over 150.000 kroner. Der skal lyde en stor tak til Sophie Løhde, som var blandt de to personer, der blev solgt for mest. Sophie har været med til at gøre vores muligheder for at hjælpe de kræftramte børn og deres familier endnu bedre. Tak, lyder det fra Ulrik Nørklit fra Familier med kræftramte børn.

Lokal køber fra Værløse
Det er en lokal køber fra Sophies kreds, der har budt det flotte beløb for en arbejdsdag med Venstre-politikeren. Det er nemlig Henrik Kromann, der bor i Værløse, der har købt en dag på Christiansborg.

- Jeg ville først og fremmest gerne støtte det gode formål. Derudover synes jeg det kunne være spændende at møde Sophie Løhde og få et indblik i arbejdet på Borgen, fortæller Henrik Kromann.