Regeringen vælter sig i kommissioner

Irak-kommission, produktivitetskommission, hjemmehjælpskommission og landbrugskommission. Ja, sågar en trængselskommission oven på den fallerede betalingsring. Den nye regering er RIGTIG glad for kommissioner. På blot et halvt år har regeringen nedsat ikke færre end 29 kommissioner, udvalg og arbejdsgrupper. Det er mere end dobbelt så mange, som VK-regeringen nedsatte i samme tidsperiode.

Den eksplosive udvikling svarer til, at regeringen HVER eneste uge har nedsat en kommission eller arbejdsgruppe siden den tiltrådte. Ifølge vækstminister Ole Sohn (SF), der står bag ni af de nedsatte kommissioner, er det en »uhyre effektiv måde at arbejde på«. Godt nok har jeg læst et sted, at vækstministeren er meget optaget af vækst. Til gengæld havde jeg ikke regnet med, at det var i antallet af kommissioner, at regeringen så det største vækstpotentiale?

Alt efter temperament kan man vælge at tolke udviklingen på flere måder. På den ene side fremstår det selvfølgelig vældig sagligt og handlekraftigt, når en minister meddeler, at »nu må noget gøres« og derfor nedsættes en kommission eller et udvalg. På den anden side lugter det langt væk af en regering, der ikke aner, hvad den skal mene, og blot parkerer de interne uenigheder i lukkede diskussionsklubber.

Regeringen er dog ikke bare flittig til at nedsætte kommissioner. Den er også hurtig til at skifte holdning til kommissioner. Mens regeringspartierne stadig var i opposition, var de fx meget optagede af, at det skal være muligt for et mindretal i Folketinget at kontrollere regeringen, ved at kræve en sag tjekket af en kommission. I dag afviser regeringen sit EGET forslag om magttjek. Som på så mange andre områder, mener regeringspartierne ikke længere, hvad de mente før valget.

Har vi så behov for alle disse mange kommissioner? Nej, og det er i hvert fald langt fra givet, at der overhovedet kommer noget ud af dem.

Efter ni års arbejde og forbrug af mindst 54 mio. kr. kom Farum-kommissionen fx fornyelig med sin beretning. Kommissionen blev oprindelig nedsat for at undersøge »muligt kritisable forhold« i den tidligere Farum Kommune under forhenværende borgmester Peter Brixtofte.

Resultatet af kommissionens arbejde er til at overse. For det første foreslår den tydeligere regler for suspendering af en borgmester. For det andet foreslår kommissionen, at man kigger på fristerne for udlevering af mødemateriale til byrådsmedlemmerne. Færdig. Punktum.

Hovedpersonen selv er for længst blevet tiltalt, dømt og fængslet for sin ageren, og derfor må man sandelig håbe, at især S-SF føler, at de har fået fuld valuta for de 54 mio. kr., som kommissionen har kostet skatteyderne.

Til gengæld kan man ikke beskylde regeringen for at udvise manglende handlekraft på baggrund af kommissionens beretning. Regeringen nedsætter nemlig nu – ja du gættede rigtigt – et nyt udvalg til at se nærmere på kommissionens anbefalinger. Gad vide hvornår regeringen nedsætter en kommission til at undersøge kommissioner? Med det voldsomme boom i antallet af kommissioner, som den her regering lægger for dagen, så gælder det jo om at være opfindsom. Forslaget er hermed videreleveret. Oven i købet helt gratis, i gratisavisen MetroExpress.

Af Sophie Løhde (V), bragt i MetroExpress d. 23.03.2012