Venstre i Egedal skød året i gang

Mere end 140 deltagere fra Venstre i Egedal-kredsen skød det nye år i gang ved en festlig nytårskur på Græstedgård i Ølstykke fredag aften.

Traditionen tro bød Venstreforeningerne i Egedal-kredsen indenfor til årets nytårskur for foreningernes medlemmer og andre interesserede. Med mere end 140 deltagere blev der i år sat rekord i antallet af deltagere.

Folketingsmedlem Sophie Løhde, der er opstillet i Egedal og Furesø, er imponeret over det flotte fremmøde:

”Jeg synes, det er fantastisk at kredsen år efter år kan samle så mange til vores nytårskur. Det viser et stort engagement hos de frivillige kræfter, der driver lokalforeningerne, og det glæder mig utrolig meget”.

Og fortsætter: ”Nytårskuren er en god mulighed for, at vi alle kan mødes og sige tak for et godt år samt byde det nye år velkomment. I år kan vi i særdeleshed fejre et flot valgresultat i kredsen. Selvom vi ikke vandt regeringsmagten, så gik vi flot frem, og Venstre er ubetinget Danmarks største parti. Det kan vi være meget stolte af!”

Sophie Løhde er hvert år festtaler ved nytårskuren, og i år var ingen undtagelse. Hun benyttede lejligheden til at sige stor tak for den massive opbakning og hjælp hun modtog i valgkampen. Desuden var talen krydret med en række liberale og humoristiske kommentarer til regeringens politik og deres mange løftebrud. 

Udover festtalen var aftenen præget af gode fællessange og et tæt pakket buffetbord med mange lækre retter. I de senere aftentimer blev der budt op til dans, og de mange gæster på Græstedgård var alle med til at skabe grundlag for et fortsat stærkt netværk og samarbejde i kredsen.

Man kan se billeder fra aftenen her:
www.flickr.com/photos/sophieloehde

Baggrund:Venstre i Egedal og Furesø består af en række små kommuneforeninger, der efter kommunalreformen 2007 har slået sig sammen om et større kandidatsamarbejde i de to kommuner. Op til valget arbejdede de to foreninger tæt sammen om at hjælpe Sophie Løhde, der også blev valgt ind med mere end 7500 personlige stemmer.

Se flere af mine billeder på flickr
Deltag i diskussion med mig
Hvis du gerne vil holdes opdateret og deltage i diskussionerne, så find mig ved hjælp af ikonerne her i bunden.