Mere skidt end kanel

Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man forlade det. Mon ikke der er nogle bagere landet over, der har været forfaldne til det her til morgen, da ”kanelpatruljen” rykkede ud? Fødevarestyrelsen har nemlig sat gang i en regulær kanelrazzia, hvor 300 bagerier skal have tjekket, om de bruger for meget kanel i bagværket.

Der har så vidt vides ikke været tendenser til et øget forbrug af kanel i bagernes bagværk, men det skal alligevel kontrolleres, for nu er der kommet en EU-forordning, der sætter grænser for, hvor meget kanel bagerne må bruge.

Argumentet er, at kanel indeholder stoffet kumarin, der i for store doser kan være skadeligt for leveren. Vi skal tage fødevaresikkerheden alvorligt, men det virker ærligt talt en smule overdrevet, at vi skal bruge danskernes skattekroner på kanelrazzia.

En bager forklarer, at han dels undrer sig over, at kanel ”pludselig er blevet farligt”, og så konstaterer han, at han kommer til at bruge flere penge på papirarbejde – penge som kunderne kommer til at betale.

Det lyder lidt som en dårlig vittighed, at kanelsnegle og andet bagværk på den måde har fået myndighederne op af stolene, og det er skidt at pålægge små erhvervsdrivende nye administrative byrder, når man i stedet i hørere grad burde lette virksomhederne for deres byrder.

Jeg er som sundhedsordfører stærkt optaget af danskernes sundhed, men mon ikke vi kan bruge borgernes penge bedre end at jagte kanelsnegle, som var de dræbersnegle? EU’s og Fødevarestyrelsens krydderi-forfølgelse lyder umiddelbart som mere skidt end kanel. 

I protest vil jeg give kanelsnegle på kontoret.