Mand dig op, kvinde!

Lad mig starte med konklusionen: Jeg er træt af ynk i ligestillingsdebatten, og jeg er træt af, at kvinder altid skal sættes i en offerrolle. Og så er jeg træt af en langhåret ligestillingsdebat, som jeg i bund og grund ikke mener, tager kvinderne alvorligt.

Lad mig starte med at slå fast: Ligestilling handler for mig om at skabe lige muligheder.

Det handler ikke om, at der partout skal være en ligelig fordeling mellem kønnene. I så fald burde vi jo også for længst have indført mandekvoter på sygeplejerskeuddannelsen eller kvindekvoter på tømreruddannelsen. Og helt ærligt hvor mange kvinder sidder derude og tænker: Nej, nu har jeg igen misset et trin på karrierestigen, alene fordi jeg er kvinde? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler på, at tanken er så udbredt. Endelig tvivler jeg også på, at der er ret mange kvinder som kunne tænke sig at få et job - ikke på grund af kvalifikationer - men fordi man tilfældigvis tilhørte de 40 procents kvinder, som venstreorienterede politikere har sat deres krav til?

For nylig kunne man læse i Jyllands-Posten, at ”Danske uddannelser ledes af mænd”. Jeg nåede at tænke ”og hvad så?”, inden jeg tænkte noget som helst andet.

Er det virkelig et reelt samfundsproblem, at langt hovedparten af rektorerne på universiteterne er mænd? Nej, selvfølgelig er det ikke i sig selv et problem. Derimod ville det være et stort problem, hvis universiteterne begyndte at ansætte ledere på baggrund af deres køn frem for deres kvalifikationer. Kvinder skal naturligvis vælges, fordi de er kvalificeret frem for kvoteret.

På den baggrund undrede jeg mig også over den Radikale uddannelsesminister, der beskyldte universiteterne for kun at ”fiske efter ledere fra halvdelen af søen”. Har ministeren virkelig belæg for den udtalelse? Næppe.

Min forundring blev dog kun større, da jeg i artiklen kunne læse, at kvinderne ganske enkelt undlader at søge stillingerne. Eksempelvis forklarede bestyrelsesformanden på Aalborg Universitet, man i flere år har gjort en indsats for at rekruttere flere kvindelige ledere til universitetet. Til gengæld var der ikke en eneste kvinde, der selv har ønsket at blive bestyrelsesformand, ligesom kun en tredjedel af ansøgerne var kvinder, da universitetet tidligere på året skulle ansætte en ny rektor.

Er det så samfundets eller den enkelte institutions skyld, at kvinderne ikke søger stillingerne? Når der ikke er en kvinde, der har ønsket at blive bestyrelsesformand, så bliver det jo en mand, medmindre man går udenom de frivillige ansøgere, håndplukker en kvinde og tvinger hende til at bestride posten. Vil regeringen tvinge kvinderne til at søge, eller hvad er det for en forkvaklet ligestilling, ministeren lægger op til?

Kvinder kan sagtens selv. Og vi vil selv. Jeg oplever altså ikke et Danmark anno 2014, der forhindrer kvinder i at udfolde sig på arbejdsmarkedet.

Men i ligestillingsdebattens efterhånden temmelig abstrakte univers, så skal døden have en årsag. I artiklen eksemplificeres det bl.a. ved kønsforsker Anette Borchorst, der ikke kan forstå, at kvinderne ikke søger stillingerne: ”De må opleve, at der er barrierer”, siger hun.

Hvilke barrierer, spørger man så sig selv, for hun nævner ikke nogen?

Det, der egentlig provokerer mig mest, er, at kvinder partout skal placeres i en offerrolle, som om de ikke kan klare noget som helst selv. Som om, de ikke tør søge stillingerne.  Som om, de mangler troen på at blive ansat på grund af deres køn.

Jeg tror, at kvinder, der vil, også kan. Jeg tror, at de dygtige kvinder, der vel at mærke søger, nok skal blande sig i kampen om lederstillingerne. Så jeg forstår ikke, hvorfor vi skal have kvoter og økonomiske godbidder for at sætte kvinder foran i køen.

Og skulle der sidde nogle kvinder derude, som gerne vil søge lederstillinger, men som afholder sig på grund af køn frem for kvalifikationer, er min klare opfordring: Mand dig op, kvinde!