
Venstre folketingsgruppe har i dag konstitueret sig efter folketingsvalget. Det nordsjællandske folketingsmedlem Sophie Løhde er blevet udnævnt som partiets nye sundhedsordfører.
Puslespillet om de politiske poster er nu faldet på plads i Venstres folketingsgruppe, som enstemmigt har vedtaget en ny konstituering.
Blandt de nyudnævnte på en af de centrale ordførerposter er det nordsjællandske folketingsmedlem Sophie Løhde, der fremover skal bestride posten som partiets sundhedsordfører.
Sundhedsområdet er bestemt ikke et uvant arbejdsområde for den 28-årige folketingspolitiker. Som tidligere amtsrådsmedlem, byrådsmedlem og regionsrådsmedlem har hun arbejdet indgående med området på såvel kommunalt som regionalt niveau. Hertil kommer, at hun i sidste folketingsperiode har fungeret som bl.a. partiets kommunalordfører samt ordfører for forebyggelse og psykiatri.
Venstres nye sundhedsordfører ser frem til de nye udfordringer, og efterlyser samtidig konkrete svar fra den nye regering:
Sophie Løhde mener, at den nye sundhedsminister bør træde i karakter og klart fortælle danskerne, hvilke andre sygdomme, som S-R-SF regeringen vil fritage fra behandlingsgarantien.
Regeringen vil sløjfe den nuværende ventetidsgaranti på en måned, og i stedet indføre en såkaldt differentieret behandlingsgaranti.
Venstres nye sundhedsordfører hæfter sig desuden ved, at statsministeren i sin åbningstale udtalte, at: ”Jo hurtigere behandlingen kan komme i gang, jo bedre er muligheden for at blive helbredt og vende tilbage til sit normale liv”.