Kampen for en ny regering er i gang

Endelig kom det valg, vi har ventet så længe på, hvor vælgerne kan få lov at vælge en ny regering. Regeringen har for længst tømt kataloget med, hvad den måtte have af sparsomme idéer, og den har brudt flere løfter, end man troede det praktisk muligt.

Derfor er det på tide med en ny regering, og derfor er det godt, at vælgerne kan få mulighed for at give deres mening til kende. Vi har været en kritisk og konstruktiv opposition. Vi har skubbet til regeringen, hver gang de har fx har øget skatter og afgifter med Enhedslisten. Til gengæld har vi været med i alle de aftaler, der har trukket Danmark i den rigtige retning.

Men det er selvsagt ikke nok. Skal vi for alvor flytte noget og sikre vækst og velfærd i Danmark, skal Venstre igen have regeringsmagten. Derfor skal vi knokle i valgkampen. Når der er valg, er danskerne lydhøre og ekstra interesserede i politik, og vi skal benytte lejligheden til at fortælle dem om vores politik, og hvad Venstre står for.

Jeg har sammen med dygtige og seje frivillige i kampagneteamet allerede hængt i adskillige lygtepæle, mødt borgerne på gaden og deltaget i valgdebat. Jeg har præsenteret Venstres politik i aviser, radio og i tv, og jeg vil gøre det fra tidlig morgen til sen aften og natten med om nødvendigt de næste uger, så vi når ud til alle med vores budskaber.

I Venstre har vi den rigtige politik, og det er danskerne grundlæggende enige med os i, så det kræver blot, at vi kommer ud og får talt med dem, kigget dem i øjnene og svaret på deres spørgsmål.

Jeg lover at tage min tørn, og jeg håber, I vil bakke mig og Venstre op til valgarrangementer, i snakken med venner og kolleger, og selvfølgelig når krydset skal sættes den 18. juni.

Jeg glæder mig til resten af valgkampen, og til at møde jer alle sammen derude. Rigtig god valgkamp til alle. Lad os så få væltet den regering og få nøglerne tilbage.