Hvad skjuler regeringen?


Da statsminister Helle Thorning-Schmidt for to år siden fremlagde sit regeringsgrundlag skete det med vanligt retorisk schwung og naturligvis helt uden hensyntagen til små trivialiteter som proportioner og virkeligheden. Som hun kunne fortælle et mere eller mindre uforstående Danmark, så var det ”en historisk dag for Danmark.” Som en kvindelig Moses kom hun ned fra tårnet – ikke bjerget, det ville være for gammeldags – med de hellige ord i regeringsgrundlaget og det med en selvbevidsthed, så man som tilskuer sad tilbage med undren over manglen på en brændende tornebusk og englekor.

Og siden er det kun gået opad for regeringen. I hvert fald når det gælder tonelejet i den stadigt mere anstrengte selvros. Som statsministeren har sagt, så er hun ”stolt af vores regeringsgrundlag. Det er stærkt. Det er visionært” og ”regeringen har fremlagt det mest offensive og gennemarbejdede regeringsgrundlag, der nogensinde er lagt frem i Danmark.” Nogensinde – hold da op. Så er der ligesom ikke mere at rafle om. Det er mejslet i sten. Regeringsgrundlaget er – selvfølgelig bortset fra statsministeren – så tæt på ufejlbarlighed, som vi dødelige kan komme.

Når nu regeringen har dette offensive og mest gennemarbejde grundlag at arbejde ud fra, skulle man tro, at den daglige politiske trummerum i ministerierne ville være en smal sag. De kan jo bare slå op i det hellige skrift, hvis de fra tid til anden skulle være i tvivl om, hvordan de skulle gribe sager an. Tag for eksempel den sag, der har kørt i nogen tid, efter regeringens top og Anette Vilhelmsen skrev til Folketingets præsidium, fordi rigsrevisor bad om at få udleveret nogle dokumenter i den såkaldte solcellesag, hvor milliarder af skattekroner er tabt, og klimaministeren har fået en påtale fra Folketinget.

Det burde egentligt være ret let for regeringen at vurdere, om den skulle udlevere dokumenterne. Men først da Folketingets formand i går afviste regeringens krav, krøb den til korset. Det kan man undre sig over.

For det første står der i rigsrevisorlovens § 12, at ”Rigsrevisor kan af enhver offentlig myndighed forlange sig meddelt alle sådanne oplysninger og forelagt alle sådanne aktstykker, som efter rigsrevisors skøn er af betydning for udførelsen af rigsrevisors hverv.” Så skulle den sag vel være afgjort, men nej – statsministeren kom i tvivl og efterlyste en ”principiel diskussion” af rigsrevisors rolle.

For det andet fordi de nuværende regeringspartier har ret stærke holdninger til emnet. Det havde de i hvert fald ved åbningsdebatten i 2010, hvor den daværende opposition havde besluttet sig for, at det skulle handle om, hvorvidt man havde brugt for mange penge på at sikre syge danskere et reelt frit valg, hvis ventetiden i det offentlige var for lang. De stærke holdninger var – selvfølgelig – allerstærkest hos de radikales leder, der aldrig forpasser en chance til at pleje sit image som bedrevidenhedens ypperstepræstinde. Med den største selvfølgelighed sagde hun, at ”Rigsrevisionen selvfølgelig skal have de dokumenter, de beder om.” Hendes sekundant, Morten Østergaard, fortsatte med den radikale linje: ”Det, som forhåbentlig ikke kan skabe grundlag for uenighed, er jo, at Folketinget har ret til at få oplysninger, man beder om fra ministerierne, at ministre skal holde sig til sandheden og hele sandheden i Folketingssalen og i samråd, og at Rigsrevisionen selvfølgelig skal have de dokumenter, de beder om.” Amen og halleluja!

Også SF var med – dengang i 2010. Villy Søvndal sagde dengang: ”Det her er alvor! Jeg forstår ikke den letsindighed, som nogen tager den her sag med. Man kan prøve at lave det tankeeksperiment, at en anden regering opførte sig på den måde, på den magtarrogante måde over for dem, der skal kontrollere magten, altså i det her tilfælde Rigsrevisionen, eller over for Folketinget. Det var der ingen der nogen sinde ville acceptere.” Og SF’s politiske ordfører Jonas Dahl pustede sig endnu mere op med følgende svada: ”Så må man spørge sig selv: Er det et reelt demokrati, hvis man bliver ved med at nægte både Rigsrevisionen og oppositionen at få udleveret de tal og de rapporter, som der arbejdes med?” Godt spørgsmål, Jonas!

Men alligevel kom regeringen altså i tvivl denne gang. Og så er det jo en god leveregel at kigge i det mest visionære og gennemarbejdede regeringsgrundlag, der nogensinde er lagt frem i Danmark. Hvad mon det hellige skrift siger? Mon ikke det kan give svaret, hvis man stadig er i tvivl på trods af loven og det, man mente før valget? Jo. Selvfølgelig. På side 76 står der nemlig, at ”regeringen vil sikre, at Ombudsmanden og Rigsrevisor har adgang til relevante dokumenter.”

Så skulle rigsrevisionen jo blot kunne læne sig tilbage og vente på, at kuverten med dokumenterne ville blive leveret. Det skulle man i hvert fald tro. Men nej. Statsministeren havde nemlig besluttet sig for, at vi trængte til en principiel debat om arbejdsdelingen mellem institutioner i vores demokrati.

Hvorfor så det? Hvorfor lyttede man ikke til sit elskede regeringsgrundlag? Og hvorfor valgte man lige at tage den principielle debat lige i solcellesagen? Det er ikke godt at vide. Statsministeren har i hvert forsikret omverdenen om, at det ikke har noget med selve sagen at gøre.

Om vi får svar på, hvorfor regeringen ville hemmeligholde dokumenter, vil fremtiden måske snart vise. Regeringen har nemlig foretaget én af sine berømmede kovendinger og vil nu udlevere alle dokumenter – altså efter de har fået besked på det af Folketingets formand.

Som gengivet på Berlingskes B-tinget