Hvad er meningen?

Tre ufærdige universitetsuddannelser og har det godt med at hæve kontanthjælp på 11. år. Det er kort fortalt historien om Robert Nielsen, der i går stillede sig frem på tv og erkendte, at han er »et dovent svin« og »siger nej til aktiveringsjob«.


Kontanthjælpsmodtageren Robert Nielsen har både læst økonomi, kinesisk og filosofi. Han har dog ikke færdiggjort nogen af studierne, og har på 11 år kun haft tre jobs, hver af et halvt års varighed.


Ifølge eget udsagn har han det fint med bare at hæve sin kontanthjælp. Han har ikke tænkt sig at tage et job, han føler sig overkvalificeret til. Han vil i øvrigt heller ikke i aktivering, til jobsøgningskurser eller lignende tilbud. I stedet kunne han godt tænke sig et »tale-job«, som han kalder det. Et job, hvor han kan få lov at »debattere samfundet og bruge sin viden herom«.


Kære læser på MetroXpress: Jeg ved ikke, hvad du tænker? Men jeg bliver både trist, sur og forarget. Det er simpelthen ikke i orden, at en person bare hæver kontanthjælp i det uendelige, og så samtidig nægter at tage imod et tilbud om arbejde.


Problemet bliver desværre forstærket af en regering, der har gjort det mere attraktivt at modtage kontanthjælp frem for at gå på arbejde.


Derfor er der brug for en reform af kontanthjælpssystemet. Ikke kun for det igen skal kunne betale sig at arbejde. Men også for at tage et opgør med den indstilling, som Robert desværre repræsenterer: at det er i orden at nyde uden at yde!


Indstillingen hos Robert er nemlig ikke alene en hån mod alle de kontanthjælpsmodtagere, der hver dag kæmper for at blive selvforsørgende. Det er også en hån mod alle de mange mennesker, der hver dag slider og slæber på jobbet, for at få hverdagen til at hænge sammen for deres familie.


Jeg kan ikke forhindre, at Robert på 11. år fortsat nægter at tage et job efter tre skatteyderbetalte universitetsophold. Det må til gengæld bare ske for egen regning. Eller sagt med andre ord: Det skal have konsekvenser for Roberts kontanthjælp, at han ikke tager imod tilbud om aktivering eller job.

Desværre er den økonomiske gevinst ved at tage et arbejde, for store grupper af mennesker, så lille, at det ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet ikke engang kan betale en busbillet til og fra jobbet. Der mangler kort sagt incitament til at tage et arbejde eller en uddannelse.


Det er fx helt skævt, når konsekvensen af regeringens politik er, at et ægtepar på kontanthjælp med to børn skal ud og finde et job med en månedsløn på over 32.000 kr., før det kan betale sig at skifte tilværelsen som kontanthjælpsmodtager ud med et job.

Der er også noget riv-rav-ruskende galt, når en enlig med ét barn kun får 923 kroner ekstra udbetalt om måneden, hvis vedkommende flytter sig fra kontanthjælp til et fuldtidsjob, der giver 17.600 kroner om måneden før skat.


Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Med Roberts optræden på tv får han nemlig endelig opfyldt sit ønske om et »tale-job«.


Med sin udmelding får Robert nemlig i den grad brug for sine talegaver og viden om kontanthjælpssystemet. I hvert fald hvis han på nogen måde skal gøre sig forhåbninger om, at jeg skal ændre holdning til, at det skal være slut med at nyde uden at yde!


Kan det virkelig passe, at man kan være på kontanthjælp i 11 år, uden at der gribes ind? I så fald er der noget helt galt med vores samfund. Hvad er meningen?