Hullet som et fiskeNETS

Øjeblikkets tophistorie i danske medier bliver mere og mere skræmmende. Jeg taler selvfølgelig om sagen med NETS, Se og Hør og den rådne kultur, der angiveligt eksisterer begge steder.
 
Se og Hør stod fra begyndelsen som skurken, der tilsyneladende havde lækket oplysninger om kendte danskere til højre og venstre. Oplysninger, som det viste sig, var tyvstjålet fra firmaet, der egentlig skal administrere og passe på vores Dankort-oplysninger. I stedet rullede informationerne for ussel mammon fra NETS til Se og Hør, der uden blusel offentliggjorde dem for læserne.

En medarbejder har haft fri adgang til at tappe systemet for oplysninger og har skrupelløst solgt dem videre velvidende, at menneskene bag disse oplysninger nu ville få udstillet dybt personlige detaljer fra deres privatliv.
 
Desværre viser et interview med en anden medarbejder i NETS, at det tilsyneladende snarere har været reglen end undtagelsen for nogle medarbejdere, at de har haft mulighed for at tjekke danskernes kreditkortoplysninger og har benyttet sig af den.
 
”Det var normalt at kigge på, hvad ekskærester og kendte personer brugte deres kort til. Eller at se om kæresten, der var holdt op med at ryge, alligevel havde været i kiosken og købe cigaretter. Hvis éns venner var i byen, kunne man se, hvor de var henne,”  fortalte den anonyme medarbejder til Version2.

Tænk sig, hvis det også er sådan, det foregår andre steder? Hvis medarbejdere i banker finder tilfældige kunders kontooplysninger frem, eller personer i det offentlige tjekker éns sundhedsoplysninger. Jeg har som udgangspunkt tillid til, at systemet fungerer, men denne uge har givet stof til eftertanke, og det stof bekymrer mig. 
 
Berlingskes serie ”Sporet” viser hvor meget data, der er tilgængeligt via email og telefon. Vi efterlader os elektroniske spor alle steder – ifølge DR indsamlede alene teleindustrien sidste år 3.500 milliarder registreringer om danskerne. Hvis vi en sjælden gang tænker over hvor mange spor, vi efterlader, er det sikkert med overbevisningen om, at det trods alt kun er de rette fagpersoner eller relevante myndigheder, der kan få adgang til dem.
 
Det er bare ikke tilfældet. Se og Hør-sagen viser, at vi er nødt til at forholde os langt mere kritisk til, hvordan den enkeltes data bliver håndteret, og vi er nødt til at tage en åben (ja, hvad ellers i denne sammenhæng?) debat om, hvordan vi forhindrer misbrug, overvågning og snyd.
 
Vi må værne om det enkelte menneskes ret til også at være privat. Det kræver, at oplysninger om os ikke flyder som vand gennem hullerne i et fiskenet og bliver delt på arbejdspladsen eller solgt til et medie, der desværre angiveligt har så lav moral, at det blot viderebringer oplysningerne. Det må være et rimeligt krav, og det skal vi sikre.

Som bragt på Berlingskes B-tinget.