Halløj i regeringen

Photo: Mogens Engelund

Den røde regering har været ved magten i knap en måned, og har allerede brudt 32 konkrete løfter fra valgkampen. Det er vist politisk rekord. Løftebrud er tilsyneladende blevet den røde regerings varemærke.

Intet er dog så skidt, at det ikke skal være godt for noget. Det største tiltag i den nye regerings økonomiske politik er Tilbagetrækningsreformen. En reform som S-SF har brugt hele valgkampen på at bekæmpe, gennemføres altså alligevel uændret. Det glæder os naturligvis i Venstre, selvom den røde regerings økonomiske politik langtfra er blå.

Eksempelvis står det klart, at det fremover bliver dyrere at være dansker, ligesom det i mindre grad kan svare sig at arbejde. Det mindsker arbejdsudbuddet - stik imod intentionerne. Samtidig vil ekstra omkostninger for erhvervslivet føre til tab af arbejdspladser i en tid, hvor Danmark har hårdt brug for at kunne fastholde og tiltrække nye arbejdspladser.

»Kommet rigtig godt fra start«
Alligevel er der dog grund til at rose regeringen. Ikke mindst for dens optimisme. Fx når statsministeren på sit første pressemøde proklamerede: »Jeg synes, at vi er kommet rigtigt godt fra start«. Det vidner da om en selvtillid af de helt store, når man er i stand til at udtale sig så fjernt fra den virkelighed, som alle andre end regeringen tilsyneladende er en del.

Et andet eksempel er den bortforklaring af de brudte valgløfter, som især S-SF forsøger at stikke danskerne. Ifølge statsministeren er der nemlig slet ikke tale om nogen som helst form for løftebrud. Hvad almindelige mennesker opfattede som løfter, var nemlig kun »ønsker, hensigter og gode ideer«. En forklaring, som ikke en gang regeringspartiernes eget bagland er villige til at købe.

Hovsa, der var et hul
En anden positiv nyhed er den selverkendelse, som så småt er begyndt at indfinde sig på ministerkontorerne. For mens regeringen hver dag har travlt med at løbe fra nye løfter, måtte også finansministeren på banen og indrømme, at der faktisk ER et gigantisk hul i ’Fair Løsning’. Nøjagtig som Finansministeriet havde beregnet før valget, men som ifølge S-SF dengang, blot var udtryk for manipulation og skræmmekampagne. »Nu holder vi os til gængse regnemetoder«, lyder meldingen fra finansministeren. Det tror jeg sådan set at vi er mange, som gerne vil kvittere for.

Til gengæld kan man ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan man nogensinde skal kunne stole på en regering, der i den grad har været villig til at love hvad som helst. Undskyld, Helle. Der var selvfølgelig ikke tale om løfter. Du har jo forklaret, at der kun var tale om »ønsker, hensigter og ideer«. Jeg skal forsøge ikke at tage regeringens ord alt for bogstavelig en anden gang.

Af Sophie Løhde (V), MF, Nordsjællands Storkreds og bragt i Frederiksborgs Amts Avis d. 1.11.2011