
Sophie Løhde fyldte 18 år den 11. september 2001. Festen, hvor myndigheden skulle fejres, endte i stedet med et fakkeloptog til ære for de døde efter angrebet på World Trade Center
Det er Sophie Løhdes 18-års fødselsdag. Skoledagen på
Frederiksborg Gymnasium er netop slut, og sammen med en række venner er hun på
vej ned i Hillerød by for at gå på café. De skal have kage og varm chokolade og
fejre Sophies store dag. Fejre, at hun nu kan få kørekort, at hun kan stemme,
og at hun kan komme ind på diskotekerne uden at låne sygesikringsbeviser fra
veninders storesøstre.
- Så kommer der én ud fra skolen og siger, at der er sket noget i
USA. Vi går så ned på caféen, der har et fjernsyn, og ser hvordan det første fly
brager ind i det første tårn i World Trade Center i New York. Og så i det
andet. På det tidspunkt forvandlede den 11. september sig fra at være min
fødselsdag på en almindelig dag i september til en sorgens dag, fortæller
Sophie Løhde .
Selvom det er 10 år siden, og
hun i dag som Venstrepolitiker er i fuld gang med at føre valgkamp, står dagen
helt klart for hende.
- Om aftenen skulle jeg med venner og familie i Tivoli og spise,
men vi havde nærmest kun lige sat os på restauranten, før vi gik igen. Det var
for mærkeligt. I stedet gik vi over på Rådhuspladsen, hvor rigtig mange var
samlet, og gik med i fakkeloptog fra Rådhuspladsen og ud til den amerikanske
ambassade til ære for de mange døde, fortæller Sohpie Løhde .
Siden da har den triste begivenhed påvirket Sophie og hendes fødselsdage hvert
år, og på et-årsdagen var hun atter på Rådhuspladsen for at mindes de omkomne.
- Det har lagt en skygge hen over den dag. Og den vil altid være
der, for det er en begivenhed, der går over i verdenshistorien, siger
politikeren og tilføjer:
- Men det er også en dag, der er med til at minde os om, hvorfor
vi kæmper mod terroristerne, og hvorfor vi har soldater i områder som
Afghanistan, hvor disse kræfter gror.
At Sophie Løhde i morgen fylder 28 år, havde hun næsten glemt i hele
valgkampsræset.
Men trods travlheden og skyggen, der hviler over hendes fødselsdag, forventer
hun at få lidt tid til at fejre det med sin nærmeste familie.