Fiskeriet vigtigt for Gilleleje

Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen og Sophie Løhde besøgte Gilleleje Havn til en snak om fiskerierhvervets udfordringer. Foto: Villy Nielsen

Jeg har besøgt Gilleleje Havn sammen med Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen. Vi blev taget godt imod af formand for Gilleleje havn og skipper Per Klug, formand for Gilleleje Fiskeriforening Jan Nordahl, auktionsmester Lasse Nordahl og skipper og næstformand for Gilleleje Havn Leif Larsen.

De fortalte om de mange udfordringer for erhvervet herunder de ringe muligheder for unge i fiskerierhvervet for at få lån til etablering til en rimelig rente, det overvældende bureaukrati samt de mange restriktioner, som erhvervet er underlagt.

Det var et rigtig godt besøg hos nogle meget engagerede fiskere i Gilleleje, der fremlagde konkrete sager, som vi politisk gerne vil fremme på Christiansborg.

Fiskeri er et meget vigtigt erhverv i Danmark og spiller en væsentlig rolle i forhold til Gilleleje og dermed Nordsjælland. Der er rigtig mange arbejdspladser på spil, og derfor ønsker vi at være med til at udvikle erhvervet. Det skal ske i en dialog med branchen, og derfor er jeg utrolig glad for, at fiskerne tog så godt imod os.