En tand for uenige


Hvorfor slå tænderne, når det er helt gratis at brække benet?

Ja, det er ikke lige meget, om man - forskyldt eller uforskyldt - får behov for behandling i bisserne eller benet. Det første koster penge, det andet er gratis.

Det vilkårlige har altså en pris. En meget kontant én af slagsen. Det offentlige betaler alle udgifter, hvis du vælter cyklen og brækker benet, mens du selv hænger på tandlægeregningen, hvis den er gal med bisserne. På samme måde betaler du selv for brillerne, mens der ikke er brugerbetaling på hørerapparater i offentlig regi.

Spørgsmålet om brugerbetaling i sundhedsvæsenet har i mange år været en varm kartoffel. Alle har en mening om det, og langt hovedparten af alle politikere er enige om, at systemet både er ulogisk og præget af historiske tilfældigheder. Til gengæld kniber det gevaldigt med at kigge på nogle grundlæggende justeringer af det system, som alle er enige om, er skruet sammen på en både tilfældig og social skæv måde.

Tag nu den seneste tids debat om brugerbetaling. I forbindelse med »folkets møde på Bornholm«, (der i parentes bemærket har til formål at styrke dialogen), dristede mit eget parti sig stilfærdigt til at åbne op for en fordomsfri debat om, hvordan vi opkræver den brugerbetaling, som sundhedsvæsenet allerede er propfyldt med. Samtidig slog vi fast, at vi IKKE har ambition om mere brugerbetaling. Det er i forvejen rigeligt dyrt at være dansker.

I pressen skyndte regeringspartiernes ordførere straks at lufte deres åbenlyse forargelse over, at Venstre overhovedet kunne finde på at åbne op for en debat om, hvorvidt den eksisterende brugerbetaling, nu også er indrettet på den mest hensigtsmæssige måde.

Det er paradoksalt for i 2006 fremsatte de radikale ellers et beslutningsforslag i folketingssalen om nedsættelse af et ekspertudvalg, der skulle analysere brugerbetaling med henblik på en omlægning. Både S og SF støttede.

Eller som SF’s nuværende gruppeformand Anne Baastrup dengang udtalte: »SF støtter, at der kommer ekspertudvalg, der skal undersøge den samlede brugerbetaling. Vi støtter, at vi rent faktisk bliver klogere«.

Samtlige regeringspartier har altså tidligere støttet, hvad S-SF i dag afviser. I stedet har partierne travlt med at bryste sig af, at de på nogle få områder har nedsat eller fjernet brugerbetalingen inden for sundhedsvæsenet. Påfaldende nok glemmer de samme partier blot at fortælle, at regeringen på en række områder rent faktisk også har indført mere brugerbetaling. Altså reelt sat den samlede brugerbetaling i vejret, på trods af S-SF gik til valg på det stik modsatte.

Ikke en gang SF’s sundhedsminister tør i dag love, at den sam­lede brugerbetaling ikke må stige som andel af de samlede sundhedsudgifter. Og nå ja, senest har sundhedsministeren da også præsenteret et sundhedsudspil, hvor dyrere tandlægeregning skal betale langt over halvdelen af udspillet.

Hertil kommer regeringspartneren De Radikale, som i weekenden var ude med et forslag om både at indføre brugerbetaling på sterilisation og patienttransport. Partiet har desuden tidligere foreslået, at patienterne på sygehuset fremover skal kunne tilkøbe særlige ydelser som for eksempel enestue, bedre mad og internetopkobling.

Jeg synes, det er legitimt at blive klogere (det gælder alle), men er ærligt talt i tvivl om, hvorvidt det er tilfældet for S-R-SF. For det ville da være befriende, om vi i stedet for at være uenige om det, som partierne i virkeligheden er enige om, for en gangs skyld kunne dreje i en retning, hvor partierne anerkender, at de er enige om at være enige.

Som sagt: Vi har INGEN ambition om mere brugerbetaling, men vi vil ikke forlods afvise at lade nogle eksperter komme med deres bud på, om der er en bedre og mere socialt balanceret måde at fordele brugerbetalingen. Vel og mærke uden at det samlet set bliver dyrere at være dansker.

Indtil vi får den debat, så husk at skærme tænderne, hvis du falder.

Som gengivet på Berlingskes B-tinget