Desværre. Vi var nødt til at vælge en kvinde

Mænd og atter mænd. Og så en enkelt kvinde. Nogenlunde sådan ser toppen af stemmesedlen ud til kommunalvalget i november. Ifølge en optælling af de store partiers borgmesterkandidater er mindre end hver femte spidskandidat en kvinde.

På Christiansborg er visse politikere selvfølelig allerede gået i selvsving. Socialdemokraternes ligestillingsordfører foreslår at bruge kvoter til at få kvinder til tops på stemmesedlen. Eller sagt med andre ord: Kvindelige kandidater skal favoriseres. Ikke ud fra deres kvalifikationer, men ene og alene på grund af deres køn.

Jeg er helt uenig. Selv om jeg personligt gerne havde set, at flere kvinder tog springet til tops i kommunalpolitik, kan kønnet aldrig blive et mål i sig selv. Hverken på borgmesterkontoret, hos virksomheden eller for den sags skyld i Folketinget. Kvinder skal vælges, fordi de er kvalificeret frem for kvoteret.

Ligestilling handler om at skabe lige muligheder. Det handler ikke om, at der partout skal være en ligelig fordeling mellem kønnene. I så fald burde vi jo også for længst have indført mandekvoter på sygeplejerskeuddannelsen eller kvindekvoter på tømreruddannelsen.

Desværre er også den såkaldte kvindeforkæmper Drude Dahlerup klar med sin støtte til at få indført kvindekvoter i dansk politik. Hun udtaler ligefrem, at det er en decideret ’katastrofe’, når partierne stiller med relativt få kvindelige spidskandidater.

Nuvel jeg erkender, at der findes mange udfordringer ved tilrettelæggelsen af det kommunalpolitiske arbejde, der i sig selv kan udgøre en barriere for at opnå en mere ligelig fordeling. Fx mener mange kvinder, at det er svært få arbejds- og familieliv til at hænge sammen med hvervet som
deltidspolitiker. Til gengæld er det ude af proportioner, at karakterisere partiernes valg af spidskandidater som en decideret ’katastrofe’.

Begrebet katastrofe henviser normalt til en stor og voldsom ulykke, som forårsager megen ødelæggelse eller decideret tab af menneskeliv. Tager man Dahlerups udtalelser for pålydende, er det altså udtryk for en frygtelig ulykke, når de enkelte partier gennemfører en åben og demokratisk proces, og hvor de enkelte medlemmer stemmer om, hvem der i deres kommune skal stå i spidsen for opstillingslisten? Sikke en omgang vås.

Det er ikke i sig selv et problem, at de folkevalgte ikke fuldstændigt afspejler befolkningens sammensætning. Heller ikke på borgmesterposten. Det afgørende er, at mænd og kvinder har lige gode muligheder for at stille op som politikere, og så må medlemmerne og vælgerne i sidste ende afgøre, hvem de ønsker at lade sig repræsentere af, uanset køn. Det kan aldrig udgøre et demokratisk problem, at kvinder stemmer på mænd og vice versa.

Under alle omstændigheder foretrækker jeg at leve i et samfund, hvor kvinder vælges fordi de er kvalificeret frem for kvoteret.

Kvinder kan sagtens selv. Og vi vil selv. Det er selvfølgelig med socialdemokraterne som en mulig undtagelse, hvor det helt særlige syn på begrebet ligestilling (hvor tillid til kvinder er en saga blot) skal sikre, at køn kommer forud for kvalifikationer. Eller måske er hele snakken om kønskvotering bare en (ret dårlig) undskyldning for partiets manglende resultater. Så kan de komme med en officiel beklagelse: "Desværre. Vi var jo nødt til at vælge en kvinde".