Åbenheds-kammerateri


Med jævne mellemrum dukker debatten om partistøttereglerne op i medierne. En debat, der som oftest ledsages af et krav om større åbenhed omkring partiernes og politikernes kampagnebudgetter.

I fredagens udgave af Berlingske er det denne gang Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, der slår på sommertromme for en revision af reglerne om partiernes støttebidrag. Påfaldende nok (men desværre ikke overraskende) omfatter forslaget om større åbenhed kun den direkte partistøtte. Således undlader kammeraterne behændigt at kræve åbenhed om den enorme millionstøtte, som en stribe fagforeninger lystigt uddeler til støtte for venstrefløjen i form af bl.a. annoncekampagner.

Den socialdemokratiske begejstring for større åbenhed går altså kun én vej: Partiet siger ’ja tak’ til større åbenhed, undtagen når det sådan for alvor gælder dem selv.

Når regeringspartiet fx erklærer sig parat til fremover at ville offentliggøre, hvor meget vennerne i fagbevægelsen hvert år hælder i den »socialdemokratiske partikasse«, så er det mere udtryk for et politisk stunt, end det er, fordi partiet pludselig er blevet vilde med øget åbenhed om deres partistøtte-millioner. Det ved partisekretæren selvfølgelig udmærket godt.

På trods af et erklæret stop for partistøtte kaster fagbevægelsen nemlig fortsat millioner af kroner ind i valgkampene for at støtte Socialdemokraterne og de øvrige venstrefløjspartier. I stedet for at give pengene direkte til partierne så bruger fagbevægelsen bare pengene selv – og hokus pokus ­ er de behændigt sluppet ud af reglerne om partistøtte.

Tag eksempelvis S-SF-kampagnen op til seneste folketingsvalg, hvor danskerne fik tudet ørerne fulde om alle de samfundsproblemer, der kunne fordufte ud i den blå luft, hvis blot du havde de famøse »12 minutter«. Kampagnen var helt eller delvist betalt af fagbevægelsen. Til gengæld ville partierne ikke oplyse, hvilke fagforeninger der var tale om, eller for den sags skyld hvor mange penge, de havde givet. Det var en »forretningshemmelighed«, måtte man forstå på partibosserne. De fleste husker vel også den navnkundige »SKÆVT«-kampagne fra fagforbundet 3F, der gik til angreb på VK-regeringen, og hvor det i øvrigt næppe var til at tage fejl af, hvor krydset burde sættes.

Hertil kommer desuden alle de andre former for indirekte partistøtte som fagbevægelsen praktiserer til fordel for venstrefløjen. Ved det seneste kommunalvalg valgte LO sågar at købe sig til politisk indflydelse, da fagforbundet visse steder i bytte for store pengegaver fik venstrefløjskandidater til at skriver under på politiske programmer, der helt eller delvist var skrevet af LO.

Modsat bliver Venstre ofte anklaget for at drukne i penge fra erhvervslivet. Det er fx ikke mere end et par år siden at Sigge Winther Nielsen, tidligere ansat hos Socialdemokraterne og i dag politisk analytiker på Politiken, i pressen udtalte om Venstre, at ”nu får de snart en palle med 50 mio. kampagnekroner ind på hovedkontoret.”

I Venstre har vi forgæves kigget efter pallen med kampagnekroner. År efter år. Desværre er den aldrig dukket op, og vi må nok desværre erkende, at det gør den nok aldrig.

Desuagtet forsøger venstrefløjspartierne jævnligt at holde liv i myten, og som oftest ledsaget af en eller anden perfid påstand om, at man kan købe og betale sig til bestemte politiske synspunkter (jeg gider ikke engang beskrive, hvor lavt jeg opfatter den slags svigefulde udsagn).

I Venstre vil vi gerne være med til at sikre øget åbenhed om partistøtte, hvis blot vi kan regne med, at åbenheden også består i at kunne se ud over sin egen næsetip, og dermed at socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj er med på, at fagbevægelsen kun kan bruge penge på politik og i valgkampe, hvis medlemmerne positivt tilkendegiver det.

For skal der være balance imellem tingene, da burde støttereglerne naturligvis også være sådan, at den indirekte støtte fra fagbevægelsen kommer med, og herunder at det enkelte medlem i fagforbundene positivt skal give tilsagn om, at en del af deres kontingent må bruges til at støtte venstrefløjens valgkampagne, hvad enten pengene gives til Socialdemokraterne, eller fagforbundet selv indrykker annoncerne.

Det har vi forslået flere gange fra Venstres side, og hver gang er vi blevet afvist.

I den socialdemokratiske optik går øget gennemsigtighed nemlig først og fremmest ud på at kræve øget åbenhed fra alle andre. Vel at mærke samtidig med at partiet siger nej til øget åbenhed om den indirekte millionstøtte fra vennerne i fagbevægelsen, og samtidig med at man afviser et system, hvor det enkelte medlem af en fagforening skal melde til og ikke fra i forhold til partistøtte. Det er vist den helt særlige form for åbenheds-kammerateri.

B-tinget 13. juli 2013